Når man er ny spiller og overvejer, hvilken volleyball klub, man skal vælge, så tænker man måske: hvordan er det at være medlem af Himmelev Volleyball Klub?
Vi har derfor stillet det og et par andre spørgsmål til udvalgte medlemmer i vores klub. Det er både nogle, der lige er startet, nogle med børn i klubben, nogle, der har haft hele deres voksenliv i klubben og også dem, der har rundet de 60.
Har du spørgsmål til det at være medlem i klubben eller andet, så kan du finde en del svar på vores infoside til nye medlemmer lige her, og ellers er du altid velkommen til at kontakte vores formand på: formand@himmelevvk.dk
Hvornår er du startet i i Himmelev Volleyball Klub?
Jeg startede på Mixholdet lige efter sommerferien i 2023 efter mange års volley-pause. Mit håb var at finde et hold, hvor jeg kunne spille god volleyball og udvikle mig, men samtidig ikke bruge alle mine weekender på at spille turnering i hele landet. Jeg ønskede mig et hold, hvor der var plads til socialt sammenhold, men også et hold med en dygtig træner og seriøs træning. Derfor faldt valget på et mixhold. Jeg havde ingen tilknytning til klubben på forhånd, og valget af klub var 100% tilfældigt. Min beslutning blev truffet på baggrund af en Google-søgning, der sendte mig i retningen af Himmelev Volleyball Klub, og fordi hallen ligger tæt på min bopæl.
Hvad spiller du / er du med i udvalg eller bestyrelse?
Jeg spiller Mix og træner af og til med på både dameholdet og herreholdet. Selvom jeg kun har været medlem i kort tid, er det lykkes mig at blive en del af både Festivaludvalget og Aktivitetsudvalget. Så pas på, der er afhængighedsskabende sammenhold i den her klub, der meget let får dig til at blive hængende!
Hvad synes du om at være ny i klubben?
Jeg elsker at være medlem. Elsker spillet, elsker menneskene, elsker alle arrangementerne. Jeg er landet lige ned i den klub, hvor jeg passer ind, og det håber jeg sådan også sker for dig.
Hvordan blev du taget imod i klubben?
Jeg har simpelthen fået den bedste og mest hjertelige velkomst, jeg kunne forestille mig. Jeg er blæst bagover! På min første aften i hallen, hvor jeg med let rystende ben skulle forsøge mig med min gamle sportsgren efter mange års pause, blev jeg mødt af smilende mennesker, der kun var interesserede i at give mig en god velkomst. Jeg blev taget hånd om og vist rundt, og de sørgede for, at jeg følte mig godt tilpas - selv på et lidt sammentømret hold som Mixholdet. De stillede spørgsmål, roste mine slatne smash-forsøg og gav udtryk for, at de meget gerne ville se mig igen. Det var én enkelt aften, men den kom til at ændre hele mit liv, faktisk. Jeg havde på ingen måde forestillet mig, hvor meget klubben og menneskene ville komme til at betyde for mig her et år efter.
Kommer du til de sociale arrangementer, hvilke?
I starten skulle jeg lige se menneskene an. Hvem er de, når de fester, og hvordan foregår det i den her klub? Men det tog ikke mere end en enkelt julefrokost med musikquiz, lækker mad, gode snakke og dans til langt ud på aftenen, så var jeg overbevist. Siden er jeg kommet til alle sociale arrangementer - jeg vil ikke gå glip af noget! Det er fantastisk, at vi også kan få lov til at mødes om noget andet end volleyball og opdage, at vi også kan lide at være sammen alligevel. De sociale arrangementer i klubben er et kæmpe plus for mig.
Er det sociale noget du vægter højt i dit valg af klub?
Det var vigtigt for mig, da jeg skulle vælge klub og hold, men det kan være svært at vide på forhånd, om det alligevel bliver helt, som man har forestillet sig. Jeg kan kun sige, at hvis du bliver medlem af Himmelev Volleyball Klub, skal du ikke snyde dig selv for den oplevelse at være med til de sociale arrangementer. Hvem ved, måske er det dine kommende bedste venner, der er til julefrokost i klubben?
Har du et godt råd til et nyt medlem?
Der er selvfølgelig forskel på at starte som 'gammel' på et Mixhold eller som helt ung på kids, teens eller dame/herreholdene. Der vil være forskel på, hvilket fokus der er på holdene, og forskel på hvor meget der lægges i de sociale arrangementer uden for træningerne. Med det sagt, vil jeg på det kraftigste anbefale dig at deltage i nogle af de ting, der afholdes. Nej, det kan godt være hele dit hold ikke deltager, men så lærer du nogle af de andre medlemmer at kende og får viden og indblik i andre dele af klubben. Og måske opdager du, at det er ret fedt at feste med de gamle! Mit bedste råd til dig som nyt medlem er, at du skal møde op som dig selv. Vær modig og ærlig og giv den en skalle. Vi kan alle sammen i udgangspunktet godt lide andre mennesker, der kan lide det samme som os, så det kan ikke gå helt galt.
Hvornår er du startet i i Himmelev Volleyball Klub?
Min datter startede som helt nybegynder til volleyball i efteråret 2023.
Hvad spiller du?
Min datter spiller kids volley.
Hvad synes du om at være ny i klubben?
Som forælder til et barn på kids holdet er jeg ikke så meget en del af klubben, og jeg kender ikke rigtig noget til de andre hold. Det føles som en lille lukket gruppe af børn og trænere, og det har jeg det egentlig godt med. De træner samtidig med de lidt ældre børn, så der er nogle at se op til og noget at drømme om. Som børnene bliver ældre, udvides horisonten, og de får mulighed for at avancere til de andre hold i klubben.
Hvordan blev du taget imod i klubben?
Selvom min datter startede midt i sæsonen, blev hun budt hjerteligt velkommen til den første træning. Hun var naturligvis nervøs, da hun hverken kendte spillet, trænerne eller nogle af de andre børn, men Frank (træneren) var virkelig god til at komme over og tale med os og byde hende velkommen. Han er rigtig god til børnene, og det føles enormt trygt at sende hende af sted til træning.
Kommer du til de sociale arrangementer, hvilke?
Sammen med mig har hun deltaget i et enkelt stævne, og det var en rigtig god oplevelse. I Kids volley har de et 'pas', som de samler klistermærker i. Det er en god måde at gøre det på, så det ikke handler om at vinde, men om at være med.
Er det sociale noget du vægter højt i dit valg af klub?
For kids-spillere handler det jo i virkeligheden ikke så meget om sporten, som det handler om at have det sjovt og få en god oplevelse med at bevæge kroppen. Min datter glæder sig altid til at komme af sted, og hun har efterhånden lært de andre at kende, så jeg bare kan smutte, når hun bliver afleveret.
Har du et godt råd til et nyt medlem?
Se at komme afsted, hvis du har et barn, der overvejer at gå til volleyball. Himmelev Volleyball Klub er et virkelig rart og trygt sted at starte. Det gør ikke noget, hvis I ikke kan komme til alle træningerne, og det gør ikke noget, hvis I starter midt i en sæson. Der er plads til alle.
Hvornår er du startet i Himmelev Volleyball Klub?
Jeg startede som kids spiller som 10 årig.
Hvad spiller du?
Jeg går på ungdomsholdet, men træner også med hos Mix og Herre
Hvad synes du om at være i klubben?
Det er en rigtig god klub, med et godt sammenhold på holdene. Alle har været søde. Jeg har både spillet med på herre og mixholdet, der følte jeg mig meget velkommen
Hvordan blev du taget imod i klubben?
Rigtig godt, alle var meget åbne og jeg fik venner hurtigt.
Kommer du til de sociale arrangementer, hvilke?
Ja det gør jeg. Beach-arrangementerne og når klubben tager til fx landskamp. Det er rigtig hyggeligt og altid god stemning.
Er det sociale noget du vægter højt i dit valg af klub?
Ja meget.
Har du et godt råd til et nyt medlem?
Mød op og vær åben, så er der altid nogen der tager imod dig.
Hvornår er du startet i Himmelev Volleyball Klub?
Jeg mener, at jeg startede i klubben 82 eller 83
Hvad spiller du?
Jeg har spillet både Herre 1, været træner for dameholdet, været med til at opsætte Spaghettiboden, været 1-holds spiller og nu spiller jeg Mix. Det har jeg spillet godt og vel de sidste 15 år.
Hvad synes du om at være i klubben?
Vi har det rigtig sjovt, både til træning og til stævner. Der er supergodt sammenhold og spil. Alle vil gerne vinde og spille.
Hvordan har klubben ændret sig gennem årene?
Det, der har ændret sig i løbet af årene, er at der er mange ressourcer til alle holdene nu. Vi kan have et billigt kontingent og gode træningsdragter. Der er kommet senior arrangementer osv.
Hvordan blev du taget imod i klubben?
Så vidt jeg husker, blev jeg modtaget rigtig godt, især af Law. Inden jeg skiftede, spillede jeg i Roskilde 1 hold. Det var sådan, at hvis du kunne spille volley, var du in.
Kommer du til de sociale arrangementer, hvilke?
Jeg deltager som regel sammen med Mix til opstartsfest, julefrokost mv.
Er det sociale noget du vægter højt i dit valg af klub?
Ja, hygge og samvær betyder meget.
Har du et godt råd til et nyt medlem?
Som nyt medlem skal du have tålmodighed og gå-på-mod. Der er et hold til dig, men hvis du kun har spillet skolevolley, er det ikke sikkert, det er mix-holdet.
Jeg har været en del af Himmelev Volleyball Klub siden 2001. Vi var en lille gruppe kvinder fra en nedlagt klub, der sammen dannede et 2. hold i Himmelev Volleyball Klub på seniordame-siden.
Himmelev Volleyball Klub har altid været en klub, hvor det sociale er højt prioriteret. Det mærkede jeg også i 2001, hvor jeg startede. Der var fester, hygge efter træning, kom-sammen, og ikke mindst en god bestyrelse, der tog imod nye frivillige. Jeg blev efter kort tid en del af klubben, ikke bare på banen, men også som trænerhjælp og i bestyrelsen.
Jeg har gennem flere år været en del af bestyrelsen og ungdomsafdelingen, men i de sidste 10 år har det været Festivaludvalget i Himmelev Volleyball Klub, hvor jeg har lagt mine frivillige timer. Festivaludvalget er en gruppe frivillige, som arrangerer klubbens deltagelse på Roskilde Festival i Spaghettiboden. Det er en stor del af klubbens årlige indtægt og ikke mindst klubsammenhold, der kommer til udtryk i Spaghettiboden.
Volleyball har i flere år ikke fodret ung-damespillere til vores damehold, derfor stoppede jeg som damespiller efter 19-20år i "branchen". Jeg spiller nu på mix-holdet med stor fornøjelse. Det er enormt hyggeligt -der er både unge og gamle, nye og rutineret.
Der er fortsat plads til alle i Himmelev Volleyball Klub. Vi har en stor og blomstrende børne- og ungdomsafdeling, dame- og herrehold, samt en stor og stabil mixafdeling.
Hvis alt dette giver dig lyst til at spille volley i Himmelev Volleyball Klub, så kan du se vores hold her og tilmelde dig her - enten holdet eller en prøvetræning.
Vi håber, vi ses på banen!