Spaghettiboden på Roskilde Festival

Himmelev Volleyball Klub har hvert år en bod på Roskilde Festival, hvor vi laver lækker og ikonisk spaghetti. Det har vi haft siden 1981!
Vores frivillige er fantastiske, og de er med til at skabe en god økonomisk grobund for driften af klubben og dermed med til at sikre, at der er råd til både nyt udstyr og gode trænere samt at skabe rammerne for et godt socialt fællesskab.
Vi sætter stor pris på, at både klubbens medlemmer og frivillige udefra giver en hånd med, og kan til gengæld tilbyde et arbejde med masser af godt selskab og højt humør. Da boden er placeret inde på selve festivalpladsen, skal der kun arbejdes 24 timer. Vi sørger for både fredags-grill, drikke- og madbilletter til brug i boden, et hyggeligt bagområde og en masse andre goder!

Få svar på:
1. Hvem kan blive frivillig i Spaghettiboden?
2. Hvad laver man som frivillig i Spaghettiboden?
3. Hvad forventer I af mig?
4. Hvad kan jeg forvente af jer?
5. Hvordan bliver jeg frivillig i Spaghettiboden?
 

Hvem kan blive frivillig i Spaghettiboden?

Alle er velkomne som frivillige i Spaghettiboden. Du vil møde mange med tilknytning til Himmelev Volleyball Klub eller som har været i boden i mange år, men vi elsker at møde nye mennesker, og hvert år er der nye frivillige, der kommer med på holdet. 
Vi har også frivillige under 18 år. 

Hvad laver man som frivillig i Spaghettiboden?

Meget kort kan det siges sådan her: Vi laver spaghetti!
Går man lidt mere i dybden lyder det sådan her: 
Det kræver en velsmurt maskine, når der skal serveres op imod 35.000 portioner spaghetti på 4 dage. Derfor er der mange forskellige poster, der skal bemandes i teltet. Det spænder vidt fra opvasker, spaghettiknækker, kødsovsblander, spaghettikoger, krydderiblander, osteriver, servicevagt, opryder, vagtleder, frivilligansvarlig osv. 
På vores facebookside kan du se videoer og billeder af boden og hvordan det fungerer derude. 

Frivillig for første gang?

Spaghettiboden har kørt i mange år, og der er derfor rigtig godt styr på både arbejdsgange, procedurer og roller. Når du er frivillig i Spaghettiboden for første gang, kan du forvente at blive sat ordentligt ind i boden og hvordan det hele foregår. Du bliver tildelt en rolle, som du bliver lært op i. Du skal ikke være nervøs, alle er søde og hjælpsomme, og du kan sagtens finde ud af det - det er trods alt bare spaghetti. 

Hvad forventer I af mig, og hvad kan jeg forvente?

Vi forventer af dig:
- Du er frivillig i vores bod i 24 timer
- Møder til tiden og passer dine vagter
- Giver den en skalle
- Indstillet på at producere og sælge

Du kan forvente af os:
- Et armbånd med fri adgang til festivalen
- Adgang til Volunteer Village
- Stemningsfyldt bod
- Grillaften om fredagen, hvor vi byder på mad og vin
- Mad og drikke-billetter
- Fri kaffe, te, saftevand, slush ice, chips, slik osv.
- Lave priser på øl og vand

Hvordan bliver jeg frivillig i Spaghettiboden?

Du kan komme på venteliste ved at sende en mail til hvkfestival@gmail.com. Så modtager du en mail fra os, når tilmeldingen til næste års festival åbner.
Der er ikke krav om, at du skal have tilknytning til klubben - alle er velkomne. 
Du kan også følge vores facebookside og se videoer og billeder fra tidligere år: https://www.facebook.com/HimmelevVolleyFestival

Læs mere om Spaghettiboden

Herunder kan du læse om vores Spaghettibod som beskrevet i Roskilde Festivals bog 'The food Book' fra 2022.

I over 40 år har spaghettien fra Himmelev Volleyball Klub kogt - men den er stadig både al dente og nærende. 
“Vi er en institution på næsten samme måde som musikken. Vi har den tradition, at de første 3 portioner er gratis, og der er altid en sværm, der løber mindst lige så hurtigt for at nå ned til os, som dem, der løber mod Orange,” griner Niels Kristensen, der er bodansvarlig og har været med til at koge spaghetti siden 1998.
Med over 20 festivaler på bagen har han dog kun været med til lidt over halvdelen af Spaghettibodens historie. Lige siden 1981 har den kulinariske evergreen været på programmet. 
“Faktisk har vi været i gang så længe, at der ikke længere er nogen tilbage i klubben, der overhovedet kan huske, hvordan det hele startede,” fortæller Niels. 

Klassiker tilsat hvidvin - og mindre kød
Bogstaverne på fronten af boden, der udgør ordet SPAGHETTI, har da også hver især adskillige skruehuller, der vidner om masser af opstillinger og nedtagninger. For selvom man nu også kan få friterede snegle, gourmetburgere i briocheboller og hvidvinsdampede muslinger på festivalen, så er en gang spaghetti åbenbart en ret uden udløbsdato. 

“Vi har også haft andre retter med på festival. Et år havde vi for eksempel smørrebrød på programmet, men det er spaghettien, folk kommer for år efter år,” siger Niels Kristensen. 

Tilbuddet - Spaghetti med Kødsovs - har således været på menuen i over 40 år, men selve retten er blevet udviklet over årene - blandt andet har kokken Claus Meyer foreslået, at der kom hvidvin i, ligesom der er kommet noget mere grønt til i opskriften, så kødsovsen i dag består af lige dele kød og planter. Grundstenen er dog den samme: 

“Det hele starter hvert år med lidt over 6 tons råvarer. I dag er det økologisk, og der er flere grøntsager, vi er nede på 70 gram kød per portion uden at være gået på kompromis med smagen. Men ellers er det samme koncept som i 1981,” konstaterer Niels Kristensen. 
Teamet på 130 frivillige laver - afhængig af vejret - op mod 28.000 portioner spaghetti, hvilket betyder at mere end hver fjerde festivalgæst statistisk set kigger forbi og snupper en portion i løbet af de fire dage. 

“Vi er en af de madboder, der kan bespise flest på kortest tid. Når det går allerhurtigst, langer vi en ret over disken hvert 3 sekund,” siger Niels Kristensen.

Spaghetti sikrer spillertøjet  
For at give overskud skal Spaghettiboden op på minimum 15.000 solgte portioner, men armene ryger ikke permanent i vejret, når omsætningen suser op på næsten det dobbelte. 

“Vi lægger bevidst en konservativ linje og budgetterer med gennemsnittet af overskuddet på de seneste fem års festivaler. På den måde giver de bedste år plads til lidt ringere”, siger Niels Kristensen.

Han lægger ikke skjul på, at festivalgæsternes spaghettiappetit er afgørende for, at der overhovedet kan spilles volleyball i Himmelev. Så aflysningerne i 2020 og 2021 var hårde:

“De betød jo færre indtægter, fordi vi ikke kunne komme på festival, men også færre aktiviteter i klubben. Færre ture, færre turneringer. Vi har brugt af reserverne, for indtjeningen fra boden udgør selve klubbens eksistens. Vi har ingen sponsorer. Spaghettien betaler for spillertøj, trænere, bolde, kørselspenge. Alt simpelthen. Så nu er vi bare lykkelige over at komme i gang igen.“

“Jeg har det ligesom en ko, der skal på græs, når vi åbner containeren. Der er kriller i maven, jeg kan mærke glæden i hele kroppen. Det er dejligt at være i gang igen, men det er også lidt som at skulle til en eksamen.” - Niels Kristensen. 

Spaghettiboden er en ægte Roskilde-klassiker. Siden 1981 har folkene fra Himmelev Volleyball Klub serveret en klassisk bolognese for sultne festivalgæster. Niels har været med i Himmelev Volleyball Klub siden 1997 og har været alt fra opvasker over kok til nu bodansvarlig i Spaghettiboden. Boden udgør den økonomiske rygrad i volleyballklubben og betaler for alt fra spillertøj, trænere og bolde til kørselspenge.


Herunder vil der være en billedeserie fra nogle af de år, hvor vi har været på Roskilde Festival med vores Spaghettibod

Her et billede fra 1993 hvor en omgang spaghetti med kødsovs kunne købes for 30 kr.

Her et billede fra køkkenet i 1994 - der er gang i de store gryder, for at tilfredsstille de sultne munde der hænger over disken.

Her et billede fra 1996, hvor blandt andet Red Hot Chili Peppers gav et brag af en koncert.

Vi springer et par år frem her - nemlig til år 2000, hvor vi igen kan se den populære ret endnu er et hit blandt festivalgæsterne.

Her et billede fra 2024, hvor vi selvfølgelig også var afsted!

Afslutningsvist er der her et billede af Niels som har givet de fine udtalelser omkring spaghettiboden i teksten ovenfor.